Den, der fanger fuglen...

2019-01-30

Den, der fanger fuglen, fanger ikke fuglens flugt..

Sådan lyder en sætning i et digt af Vagn Steen. Jeg har kendt den sætning i mere end 20 år - men først nu forstår jeg den - først nu ved jeg helt, hvad den betyder..

Ærligt: Jeg er altid faldet på maven for uddannelse og evidens. Jeg har ganske vist ikke lagt mig fladt ned i forhold til meningsudveksling eller i praksis i samtaler - men den kritiske stemme er der altid indeni:

Hvem tror jeg lige, jeg er??? Jeg kan da ikke tillade mig at diskutere eller anvende anden form, andet indhold, andre tilgange eller perspektiver - omkring terapi, coaching osv. Jeg kan umuligt bruge noget, det etablerede system ikke har tænkt og analyseret på forhånd og da ikke uden bevis. Jeg bør være uddannet psykolog/kognitiv terapeut/Manning Coach/hjerneforsker for pokker! Hvad er jeg lige til sammenligning?!? Eller: Hallo! Sad jeg lige og gav et redskab, der fremkom intuitivt - gav jeg lige en tydelig anvisning i den coachende/terapeutiske samtale - hvad tænker jeg dog på?!? - hvor er evidensen, hvilken teori har belæg for det?? Osv. osv. osv.

Og når jeg sidder og vil komme mig selv i en kasse, og når jeg vil nå til bunds i, hvilken uddannelse jeg mangler, er jeg på dybt vand. For jeg ved det ikke. Jeg ved simpelthen ikke, hvor jeg kan tage den uddannelse, der giver mig det rigtige certifikat for at kunne være i ro med det, jeg kan - hvordan jeg kan opnå tillid til min egen kunnen.

Guderne skal ellers vide, jeg har prøvet. Jeg har været på kurser og uddannelser og læst bøger i en uendelighed med en dyb længsel efter og tro på, at "Denne her vil samle og vise puslespillet for mig. Denne her MÅ være svaret."

Men det er det aldrig... For ingen teori med evidens duer helt, når jeg ser nærmere på den. Ingen samler trådene. Alle mangler de lige den lillebitte nødvendighed for at forklare det. Det, der opstår i mødet med den anden. Det svar, der dukker op af sig selv, den følelse, der mærkes, det bud på en handling, der er eller vil være meningsfuld - lige dér i dét rum.

Og det er logisk på den fuldstændig ulogiske måde. Det giver mening - fordi det netop er umuligt at forklare ud fra en evidensbaseret, analytisk og naturvidenskabelig teori. Man kan jo heller ikke dybest set forklare eller bevise en oplevelse af kærlighed, vel? Man kan måle, hvilke hormoner der er i spil, scanne hvilke områder i hjernen, der bruges mest i det nu, og man kan formode, at det enkelte menneskes livserfaring sammen med oplevelsen i det nu giver kærligheden - men hvordan måler man kærlighed? Er det den samme, er den lige stor, og opleves den ens af alle? Hvordan tager man højde for de sproglige forskelligheder, alle har, når de skal beskrive en oplevelse, en følelse, en forståelse?

Og hvis man insisterer på at ville forklare det og lave en analyse efter at have dissekeret til de mindste atomer - hvis man mener at have fundet den rigtige tilgang, der blot lige skal sættes sammen med det andet, så! - opløses det og er væk... Den, der fanger fuglen, fanger ikke fuglens flugt.

Hvorfor skriver jeg det her? Det gør jeg, fordi jeg både stadig er på jagt efter fuglens flugt - eller rettere efter at bevise, dens flugt ikke kan indfanges - og fordi jeg samtidig ikke vil det mere. Jeg HAR jo fanget fuglens flugt - indeni som en oplevelse, en sansning, en viden og en vished om erindringen. Jeg ved ikke hvordan, og jeg kan ikke bevise det - men jeg ved, den er der.

På samme måde ved jeg, at jeg kan noget særligt i mødet med en anden. Og jeg vil ikke længere fornægte det... Jeg vil slippe behovet for at bevise det på anden måde end i kraft af det nu, det sker.

Den der fanger fuglen fanger ikke fuglens flugt.

Tilmelding til mit nyhedsbrev finder du her: https://mailchi.mp/96f7a03c6c93/tidtil