Det handler om at leve..

2018-03-26

Det handler om at leve - fremfor bare at overleve.

Det er en sætning, jeg tænker - tit. Og jeg er så taknemmelig for at kunne tænke den - for på et tidspunkt handlede det for mig reelt om `bare´ at overleve. Bogstaveligt talt: det gjaldt om at forene alle kræfter, alt livsmod og alt håb i en tillid til, at jeg ville overleve - fordi jeg var alvorligt syg.

Der forsvandt på en eller anden måde næsten et år af mit liv på det tidspunkt - ligesom der forsvandt mange, mange måder at tænke, føle, huske, sanse og elske på i takt med, jeg kom ovenpå og ud på den anden side af sygdommen. Ikke fordi jeg ikke kunne huske, hvordan det var før, men fordi jeg fik en ny måde at være i verden på.

En rigere, mere sårbar, følelsesfuld, ærligere og mere kompromisløs måde at leve mit liv på var den gave, jeg fik - og en ekstra chance for at LEVE.

 

For ja, i dag bruger jeg faktisk ordene `en uønsket gave i en forbandet grim indpakning - men stadig en gave´. Jeg skriver ikke det her med en tro på, at alle, der har haft eller får en kritisk sygdom, vil erklære sig enige eller have samme oplevelse. Jeg skriver det, fordi det er sådan, MIN oplevelse er, og den er jeg uendelig taknemmelig for. Den flænge, jeg fik i min udødelighedskappe, da døden med et slag blev nærværende, har jeg for evigt. Jeg tror ikke, den nogensinde kan - eller skal - repareres. Jeg tror, den er der på godt og ondt for altid, og den minder mig om, at jeg er dødelig og kun har dette liv.

Dette ene liv til at elske, græde, grine, danse, tænke, glædes, synge, kramme, snakke, spise, drømme og være taknemmelig i. Ét liv, som derfor skal leves!


Og jeg lever ikke, hvis jeg `bare overlever´ hver dag. Hver dag er fuld af muligheder for kærlighed og drømme, der kan gå i opfyldelse, og hvis de muligheder ikke gribes eller forkastes bevidst, er dagen bare gået. Så er dagen gået uden livsfylde, når natten banker på.

Den dybtfølte bevidsthed var en del af den uønskede gave, og den vil jeg ikke undvære. Den havde jeg ikke før. Bevidstheden var der måske som en strøtanke engang imellem, men den var der ikke dybfølt - og derfor er min måde at være i verden på anderledes end før.

Det er den dybtfølte bevidsthed, der får mig til at græde, når jeg mindst venter det - fordi jeg røres inderligere end før. Den, der får mig til at huske at kramme og kysse mine vigtigste i stedet for at frustreres højlydt over en eller anden ligegyldighed. Den, der får mig til at vælge nogen og noget fra og andre eller andet til. Det er den, der får mig til at danse og synge hver dag, til at smage og nyde, til dagligt at dele drømme og tanker og den, der får mig til at bakke op og støtte en andens drøm, fordi jeg kan se mulighederne endnu tydeligere end før. Og det er den, der får mig til at falde i søvn med taknemmelighed og glæde dybt i maven.

Og det er også den, der får mig til at skrive tit i mine små notesbøger - og nu her, fordi jeg så gerne vil, at andre har samme bevidsthed: at hver dag skal leves - så fuldt ud som overhovedet muligt - og i overensstemmelse med den, man er, og det man drømmer om og håber på.

Så jeg vil med denne tekst dybest set ruske op i det mest banale og vigtige - og håbe, nogen lytter:

Vent ikke på det rigtige øjeblik til at sige, du elsker eller til at gøre det, der får dig til at smile, for du ved aldrig, om du får chancen senere end nu. Lad være med at bekymre dig om, hvad andre siger, og tænk i stedet over, hvad du siger til dig selv. Lev hvert minut med en bevidsthed om, det kan være det sidste - ikke i frygt for at dø, men i glæde over at leve.


Det handler om at leve - fremfor bare at overleve hver dag.


Kærligst Karina


Hvis du vil læse mere, kan du tilmelde dig mit nyhedsbrev her:

https://mailchi.mp/96f7a03c6c93/tidtil