Queendom

2018-01-04

Queendom - ja tak!

Nej, det er ikke en hyldest til dronningen efter hendes (ellers i øvrigt fine) nytårstale, jeg har gang i.

Det er en hyldest til alle de kvinder, der tager magten - over deres eget liv.

Alle dem, der hver dag vælger bevidst mellem de utallige livshylder og plukker løs af det, de selv bedst kan lide at være i det nu, der er. Dem, der selv vælger i en stund at være den lidenskabelige kvinde, den milde mor, den omsorgsfulde datter, den støttende søster, den f...jantede kollega, den tydelige chef, den opfindsomme teamplayer, den sjove og den kloge veninde, den filosofiske samtalepartner, den skøre danser, den drømmende pige, den selvbevidste logistiker, den feminine forhandler, den højlydte sanger, den stærke nej-siger, den entusiastiske ja-siger - og alle de andre sider, der i netop dét øjeblik dyrkes at være i, fordi det føles rigtigt.

Ikke fordi en anden siger det, ikke fordi det forventes, og ikke fordi alt andet er umuligt.

- men fordi de kan, tør og vil!

 

Dét er Queendom, når det er allerallerbedst og smukkest - også når det ser dumt og vanvittigt ud. Det er Queendom og Sisterhood på én og samme tid - og sindssygt inspirerende. De viser liv, der leves, og øjeblikke, der gribes til fulde for alle de andre, der endnu ikke helt kan, tør og vil selv. Motiverer og inspirerer dem, der næsten har visket sig selv helt ud og glemt deres egne drømme i jagten på at ville gøre alle andre glade og tilfredse.

Så hurra for og ja tak til Queendom!


Jeg hylder og siger tak til dem, der motiverer andre kvinder til at kunne, turde og ville selv - tage magten over eget liv.